Værktøjskonstruktør Jens Peter Hansen har konstrueret et værktøj, der kan producere fem forskellige emner. Idéen fik han i samarbejde med kunden. (Foto: Jens Peter Hansen)

GRUBER laver et multiværktøj

Værktøjsfabrikken GRUBER har netop leveret et værktøj, der kan producere fem forskellige emner.


Publiceret d. 7. maj 2020


Det kan være en stor investering for en virksomhed, hvis den har behov for at få fremstillet fem værktøjer på en gang. Den udfordring stod en af værktøjsfabrikken GRUBERs kunder med for nylig.

GRUBER løste udfordringen ved i stedet for fem kun at fremstille et enkelt værktøj, der til gengæld kan producere alle de fem emner, som kunden har brug for. Løsningen har ikke alene løst kundens udfordring med at retfærdiggøre investeringen. Det har også betydet, at produktionen af de nye emner bliver billigere, end de emner virksomheden ellers normalt producerer.

Hemmeligheden bag værktøjet

Hemmeligheden bag, hvorfor det samme værktøj kan producere fem forskellige emner, er, at emnerne ligner hinanden. Derfor kan en stor del af værktøjets funktionalitet genbruges.

Løsningen opstod i et tæt samarbejde mellem værktøjskonstruktør Jens Peter Hansen fra GRUBER og kunden, hvor de sammen stræbte efter at finde den mest økonomiske løsning, der ikke gik på kompromis med kundes krav til kvalitet og effektivitet.

”Vi sad sammen og sparrede med hinanden for at finde den bedste løsning”, mindes Jens Peter Hansen. ”Kunden ønskede naturligvis at producere emnerne så effektivt som muligt. Som udgangspunkt betyder det fem forskellige værktøjer. Men kunden havde også økonomiske overvejelser, der trak i retning af en mere manuel løsning. Det var, mens vi regnede på de forskellige scenarier, at det slog mig, at vi også kunne nøjes med at lave et enkelt værktøj, som produktionen kunne ændre i forhold til hvilket emne, de ville producere.”

GRUBER har stået for konstruktion, fremstilling og indkøring af værktøjet, der kan køre fem forskellige emner. CEO Poul Bek er glad for at GRUBER leverer en løsning, der overstiger kundens forventninger.

Stor økonomisk besparelse

Løsningen med et enkelt værktøj, der kan producere alle fem emner, har vist sig at være noget af et Columbusæg. Kunden får både en effektiv og en økonomisk meget fordelagtig løsning. Løsningen er faktisk så økonomisk fordelagtig, at produktionen af de fem nye emner bliver væsentlig billigere end produktionen af de tilsvarende emner, kunden ellers producerer.

CEO for GRUBER Poul Bek er tilfreds med, at GRUBER kan levere et værktøj, der overstiger kundens forventninger.

”Det værktøj, vi endte med at fremstille til kunden, er selvfølgelig i sig selv lidt dyrere, end hvis vi havde leveret et enkelt værktøj, der kun kunne køre et emne. Men samlet set er den løsning, vi har fundet frem til meget, meget billigere for dem”, siger Poul Bek og fortsætter:

”Det kan godt være, at vi her hos GRUBER havde tjent mere på at levere fem forskellige værktøjer til kunden, men vi er rigtig glade for at levere en løsning, der overstiger kundens forventninger”.